Et perfekt match: KIBO Sikring A/S køber Nokas Teknik A/S
KIBO Sikring A/S har indgået en aftale med Nokas Værdihåndtering vedrørende køb af Nokas Teknik A/S. Købet får virkning fra den 8. februar 2021.
04-02-2021
Opkøbet har til formål at fremtidssikre og styrke begge virksomheder og Nokas Værdihåndtering og KIBO indgår samtidigt en længerevarende samarbejdsaftale. Der er store forventninger til at dette vil give endnu mere værdi til kunderne.
Det skriver KIBO Sikring på sin hjemmeside.
Adm. Direktør i KIBO Sikring A/S, Lars Kramer, udtaler:
”Synergierne mellem Nokas Teknik og KIBO Sikring vil styrke begge parter og ikke mindst de ydelser, vi sammen kan levere til vores kunder. Jeg ser virkelig frem til at få Nokas Teknik med ombord i KIBO Sikring. Nokas tilfører KIBO Sikring yderligere ekspertise inden for sikkerhedsområdet, som vil understøtte vores forretning rigtig godt, og jeg forventer, at vi relativt hurtigt kan integrere de to organisationer.”
Adm. direktør for Nokas Værdihåndtering og Konstitueret direktør for Nokas Teknik A/S, Anders Gaba, istemmer:
”Perfekt match. Det er en optimal løsning for Nokas og for vores kunder, fordi vi nu kan tilbyde flere løsninger. Samtidigt får vores medarbejdere større mulighed for at udvikle og dygtiggøre sig, når de rykker ind i den nye
organisation, der har en bredere palette af ydelser og færdigheder.”