Partner, Stig Myken, der stiftede Fullrate og Hiper, er en af investorerne bag en ny dansk fintech-satsning

Pengeprofilen er en ung virksomhed, som satser på at revolutionere finanssektoren.

22-02-2021

Partner i Executive Capital, Stig Myken, som er en af stifterne bag telesucceserne Fullrate og Hiper, står bag en ny fintech-løsning med navnet Pengeprofilen, der kan gøre det muligt for danske banker at høste store besparelser samt hjælpe familier med at effektivisere deres økonomi. 

Det skriver Finans.

Michael Bak er direktør for og stifteren bag Pengeprofilen, mens en af investorerne bag er Stig Myken. Stig er en veteran gennem 20 år i det danske telemarked bl.a. som medstifter og tidligere CEO i bredbåndsselskaberne Fullrate og Hiper A/S.

”Pengeprofilen giver forbrugerne værdi ved at give et økonomisk overblik og matche dem med banker. Men der skabes også værdi som underleverandør og it-leverandør til finanssektoren, som har mange ineffektive arbejdsgange, fordi bankerne ikke har kunnet nå at bygge it i samme takt, som lovene bliver lavet om,” siger Stig Myken til Finans.

Pengeprofilen henter løbende data fra kilder som KMD, Tingbogen, bilbogen, bankerne og fondsbørsen. De indhentede data danner et overblik over brugerens økonomi, som bankerne kan bruge til at kreditvurdere kunderne på blot 11 minutter.

Flere banker har allerede fået øjnene op for Pengeprofilen, som indtil videre har indgået aftaler med 10 pengeinstitutter, hvor Nordea, Nykredit og Sydbank er de største.