Executive Capital sælger ejerandel i Kaj Larsen A/S til InstallatørGruppen

11-11-2024

Executive Capital kan i dag meddele, at vi sammen med ledelsen har solgt Kaj Larsen A/S til InstallatørGruppen. Kaj Larsen A/S er en førende VVS, El og kloak-installatør i Odsherred i Nordvestsjælland med 58 års erfaring i branchen.

Salget markerer en vellykket afslutning på et fantastisk samarbejde og partnerskab gennem næsten fire år. Executive Capital har i tæt samarbejde med ledelsesgruppen haft fokus på virksomhedens strategiske udvikling og gennemført to opkøb, operationelle forbedringer og tiltag, samt faciliteret generationsskifte, som alt sammen har været med til at styrke og professionalisere virksomheden. Kaj Larsen A/S står derfor i dag endnu stærkere og godt rustet til at fortsætte den positive udvikling samt være en vigtig partner i det nye ejerskab. 

Executive Capital har været repræsenteret af de tre partnere Niels Düring Pedersen, John Thomas og Jens Vasehus som tilsammen har en betydelig erfaring fra erhvervslivet, som Kaj Larsen A/S har draget fordel af.

Jan Larsen, direktør i Kaj Larsen A/S, udtaler: ”Det har været en spændende og rigtig god rejse sammen med Executive Capital, og jeg vil gerne takke for deres støtte. Executive Capital har spillet en vigtig rolle i gennemførelse af opkøb og vores generationsskifte samt har hjulpet os med at styrke fundamentet og skabe en robust platform for fremtiden. Vi er meget taknemmelige for samarbejdet og de resultater, vi har opnået sammen.

Ligeledes tilføjer Niels Düring Pedersen, partner i Executive Capital:

Kaj Larsen A/S har gennemgået en imponerende transformation og er i dag stærkt positioneret til yderligere vækst. Vi er stolte af vores bidrag til virksomhedens udvikling og ønsker ledelsen og de dygtige medarbejdere al mulig succes fremover. Deres indsats og engagement har været altafgørende for de flotte resultater.

Salget af vores ejerandel i Kaj Larsen A/S er en del af Executive Capitals overordnede strategi om at skabe værdi i små og mellemstore danske virksomheder og sikre dem et stærkt fundament for fremtiden. Vi er glade for den positive udvikling, vi har opnået sammen med Kaj Larsen A/S, og vi ser frem til at følge virksomhedens videre rejse.

Fakta om Executive Capital

Executive Capital er et investeringspartnerskab bestående af erfarne erhvervsfolk, der udvikler og professionaliserer små og mellemstore danske virksomheder gennem investering af egne midler og kompetencer. Partnerne har typisk haft ledende roller og selv været med til at udvikle virksomheder, hvilket giver dem omfattende erfaring med SMV’ers udfordringer og muligheder på både direktions- og bestyrelsesniveau.

Fakta om Kaj Larsen A/S

Kaj Larsen A/S er en VVS- El og kloak-installatør, der er stærkt repræsenteret i Nordvestsjælland. Virksomheden beskæftiger cirka 100 medarbejdere og løser enhver opgave indenfor VVS-tekniske anlæg, kloak og el-arbejde. Kaj Larsen A/S blev stiftet i 1966 og drives i dag af et lederteam bestående af Jan Larsen, Henrik Nymann og Lasse Hagelund på hovedsædet i Nykøbing, mens opgaver bliver udført på hele Sjælland.

Fakta om InstallatørGruppen

InstallatørGruppen er etableret i 2023 og består i dag af 27 virksomheder indenfor el-, vvs-, fiber samt ventilations- og kølesystemer. Gruppen har en samlet omsætning på omkring kr. 2,5 mia., ca. 1500 medarbejdere og målet er at skabe en landsdækkende markedsleder indenfor el, vvs-, ventilations- og kølesystemer baseret på lokal forankring og tætte kunderelationer.

Kontakt for yderligere information

Administrerende direktør i Executive Capital, Christian Curtz Henriksen

Telefon: +45 71 70 81 86

E-mail: cch@executivecapital.dk