Executive Capital indgår partnerskab med Danmarks førende udbyder af permanente faldsikringsløsninger på tage

30-06-2025

Investeringspartnerskabet Executive Capital har erhvervet 60% af Faldsikring.nu – bestående af Faldsikring.nu ApS og Safety Bull ApS – Danmarks førende specialist i permanente faldsikringsløsninger til arbejde på tage. Den nuværende ejer og administrerende direktør, Morten Grønfeldt, bevarer 40% af ejerskabet og fortsætter i rollen som CEO.

Siden stiftelsen i 2013 har Faldsikring.nu opbygget en markedsledende position som den foretrukne partner for tagdækkere, ejendomsadministratorer og entreprenører. Virksomheden tilbyder komplette løsninger med egen projektering, installation og service – både i forbindelse med nybyggeri og eksisterende bygninger – og dækker hele Danmark med et team på over 20 medarbejdere fordelt mellem afdelinger i Ishøj og Fredericia.

Med investeringen ønsker Executive Capital at bidrage til den videre udvikling af selskabet gennem strategisk sparring, kapital og operationel erfaring. Partnerskabet sker i tæt samarbejde med Morten og den eksisterende organisation – med respekt for den kultur og det solide fundament, som virksomheden er bygget på.

Morten Grønfeldt, administrerende direktør og medejer, udtaler:
“Vi har skabt en solid forretning med stærke kunderelationer og et skarpt fokus på kvalitet og sikkerhed. Nu er det tid til næste skridt. Med Executive Capital som partner får vi tilført værdifuld erfaring og kompetencer, som kan være med til at accelerere vores vækst og styrke vores position i markedet yderligere. Det er en fælles rejse, og jeg glæder mig til at tage den sammen med teamet og Executive Capital.”

Asger Domino, Bjarne Kristensen og Steffen Vogel er lead partnere i investeringen fra Executive Capital og vil fremover spille en aktiv rolle i bestyrelsesarbejdet og den strategiske udvikling af selskabet.

Asger Domino, partner i Executive Capital og ny bestyrelsesformand i Faldsikring.nu, udtaler:
“I Executive Capital tror vi på partnerskaber med ambitiøse og dygtige ejerledere. Morten har skabt en stærk virksomhed med en vigtig mission: at gøre arbejdsmiljøet mere sikkert. Vi er begejstrede for virksomhedens stærke lederposition på markedet, og ser samtidigt et betydeligt vækstpotentiale. Vi glæder os til at bidrage aktivt til selskabets videre vækstrejse sammen med Morten og resten af teamet.”

Fakta om Faldsikring.nu

Faldsikring.nu er Danmarks førende specialist i permanente løsninger til sikker adgang og arbejde på tage. Virksomheden tilbyder komplette faldsikringsløsninger – fra projektering og installation til løbende service – og har gennem en kombination af høj kvalitet, teknisk ekspertise og stærke partnerskaber opbygget en solid markedsposition. Faldsikring.nu har eneret på anvendelse af de tyske ABS-systemer i Danmark og er certificeret servicepartner. Faldsikring.nu tilbyder desuden mobile løsninger til store tagflader under brandet Safety Bull, som virksomheden har europæisk eneret på. Faldsikring.nu beskæftiger ca. 20 medarbejdere med base i Ishøj og Fredericia og betjener en bred kundekreds bestående af entreprenører, tagdækkere og ejendomsadministratorer over hele landet.

Fakta om Executive Capital

Executive Capital er et investeringspartnerskab bestående af ~25 erfarne erhvervsfolk, der udvikler og professionaliserer små og mellemstore danske virksomheder gennem investering af egne midler og kompetencer. Partnerne har typisk haft ledende roller og selv været med til at udvikle virksomheder på både direktions- og bestyrelsesniveau, hvilket giver dem omfattende erfaring med SMV’ers udfordringer og muligheder.

Kontakt for yderligere information

Administrerende direktør i Faldsikring.nu, Morten Grønfeldt

Telefon: +45 60 66 04 99

E-mail: morten@faldsikring.nu             

Web: www.faldsikring.nu

Partner i Executive Capital og ny bestyrelsesformand i Faldsikring.nu, Asger Domino

Telefon: +45 40 15 50 30

E-mail: ad@executivecapital.dk            

Web: www.executivecapital.dk