Poul Thyregod

e-handel, IT, procesoptimering, logistik, virksomhedsopkøb, rekonstruktioner og godt købmandskab

Poul er blandt Danmarks mest succesfulde og bedst kendte IT-entreprenører. Han har grundlagt adskillige virksomheder inden for branding og distribution af IT accessoires, genbrug af digitale medier, en mindre IT-retail-kæde og rådgivningsvirksomheder inden for digitalisering. Mest kendt er han for at have grundlagt Proshop i 1995, en virksomhed han forsat ejer og som omsætter for mere end DKK 800 mio.

Poul startede sin entreprenante karriere ved siden af jura- og økonomistudierne på Aarhus Business School i starten af 90’erne, med import af film og spil fra udlandet. I 1995 startede han sammen med et par kammerater Proshop og satte sig selv i direktørstolen. Poul har, på nær en kort periode, været ejerleder og bestyrelsesformand siden og været manden bag IT-virksomhedens uafbrudte vækst siden 2007. I dag har Proshop 75 medarbejdere, egne pick up points og sælger til en lang række europæiske lande.

Sideløbende med Proshop har Poul startet, investeret i og været bestyrelsesmedlem i en række andre virksomheder inden for IT-services. Disse tæller blandet andre GrisOgKo (solgt tilbage til de oprindelige stiftere i 2016) som er en online slagter, der leverer kød, fisk og pålæg direkte til døren, DesignersAndFriends (solgt til Vente-exclusive.com, Belgien, i 2016) som sælger modetøj på nettet samt NN Markedsdata (solgt til Bisnode i 2016), som er en vidensbank med info om erhvervspersoner og virksomheder møntet på B2B og B2C-virksomheder. Sidst men ikke mindst, er Poul medinvestor i IT-konsulentvirksomheden Novicell med 150 ansatte placeret i Århus, København, Barcelona og London. Novicell rådgiver virksomheder i at lave forretning på nettet, både gennem systemopbygning, online marketing og salg. I lighed med Proshop, har Novicell adskillige gange vundet Børsens Gazellepris.

Pouls egenskab af internetpioner gennem 20 års arbejde med internet og chain supply management har givet ham unikke redskaber og et stort indblik i IT-handel og services. Poul har været partner i Executive Capital siden 2011 og er medinvestor af Executive Capitals investering i Scada International og Sundvikar.

Bestyrelser: (formand) Proshop ApS, Novicell ApS, Grisogko ApS (medlem) EET Group a/s, Phigus Ejendomme a/s, Getmore ApS.

Tilbage til partneroversigt

Kompetencer: E-handel, IT, erhvervsjura. (e)Købmand med speciale i simplificering og effektivisering af arbejdsgange og it-processer/systemer

Brancher: FMCG og IT

Investeringserfaring: Købt og solgt en del virksomheder

Fritidsinteresser: Løb, Mountainbike, Lystfiskeri