Investeringsfokus

I vores investeringer er der typisk fokus på generationsskifte, salgsmodning og/eller vækst. Vi investerer også gerne sammen med en eksisterende eller ny ledelse (MBO/MBI).

Salgsmodning

Vi investerer i virksomheder, der endnu ikke er fuldt ud forberedte til salg, og medvirker til virksomhedens salgsmodning. Det kan være virksomheder, som er meget afhængige af den viden og motivation, som ejerledelsen besidder, eller virksomheder der mangler værktøjer til at gennemføre væsentlige strategiske tiltag.

I sådanne cases arbejder vi sammen med den eksisterende ejerkreds og ledelse om en række processer, herunder:

  • Formalisering af ejerlederens viden til organisatoriske processer samt aflejring i organisationen
  • Understøttelse af ejerlederens arbejdsopgaver, således at denne kan koncentrere sig om strategiske fokusområder
  • Organisationsudvikling
  • Udrulning af forbedrede finansielle styringsredskaber
  • Arbejdskapitaloptimering
  • Frasalg / trimning af balancen

Det er arbejdskrævende processer, som kræver parathed og mod til organisatoriske tilpasninger og eventuelt udvidelser. Hvis kapital er nødvendig herfor, støtter vi op om dette.

Vi drøfter altid virksomhedens udviklingsplan i tæt samarbejde med eksisterende ejere og ledelse, inden vi investerer.

Generationsskifte

I generationsskifter ønsker en ejerleder typisk at trække sig helt eller delvist tilbage fra driften. Vi har de industrielle kompetencer samt kapital til at få generationsskiftet gennemført gnidningsfrit og værdiskabende.

I mindre generationsskifter (omsætning op til DKK 20-30 millioner) er det en mulighed at finde en ny ejerleder, der kan overtage ejerlederrollen. I lidt større virksomheder, og virksomheder med større ambitioner, vil den rigtige køber typisk være en anden industriel virksomhed eller finansiel investor. For de virksomheder, hvor vi identificerer et match mellem virksomhedens udviklingsambitioner og en eller flere af vores partnere, er vi en oplagt samarbejdspartner.

Under vores medejerskab arbejder vi med hele organisationen og bidrager til, at vi over en årrække kan reducere personafhængigheder som typisk er karakteristisk ved generationsskifter.

Fokus er på udarbejdelse af stabile systemer og processer, der kan aflejre så meget som muligt af ejerlederens omfattende viden (om markedet, kunderne, organisationen, produkter mv.), og vi arbejder mod gradvist at overføre øvrig viden om kompetencer til nye ledelseskandidater.

Den bedste løsning opnås næsten altid, hvis der er tid til en glidende overgang, hvor ansvaret for virksomheden gradvist overgår fra ejerlederen til os. Dette kræver, at generationsskiftet igangsættes tidsnok. Vi arbejder også med generationsskifter med kortere overgangsperioder.

Vækstvirksomheder

Vi investerer i virksomheder med ambitiøse og solide vækstplaner, hvor ejerkredsen vurderer, at kraftig toplinjevækst katalyseres ved tilførsel af andre kompetencer, end de selv besidder.

Ejerkredsen består typisk af de oprindelige stiftere, der har gjort et fantastisk arbejde med at udvikle virksomheden til det nuværende niveau, men som mangler de rette kompetencer til den fortsatte udvikling af virksomheden.

Også her arbejder vi med vores professionaliseringskompetencer og skærpelsen af det strategiske fokus.

Vi coacher typisk den eksisterende ledelse omkring håndtering af ledelsesrollen i en kommerciel virkelighed, hvor internationalisering typisk er en nødvendighed for yderligere vækst.